Skab en hyggelig og anvendelig vinteraltan

Hvis du er en af de heldige, der har en altan til din bolig, kender du sikkert til følelsen af kun at bruge den i sommer- og forårsmånederne. Når temperaturen daler, trækker mange sig ind og forskanser sig bag lune tæpper. Det er svært at forestille sig en hyggelig stund på den kolde altan.

Med lidt kreativitet og knofedt kan du sagtens bruge din boligs ekstra rum, når de lyse timer bliver færre. Læs med her, når vi guider dig til at skabe en vinteraltan, du ikke kan lade være at bruge.

Frem med kost og spand

Inden du indretter din vinteraltan, bør du først skabe en god base. Og det kræver en god omgang rengøring. Fej blade og andet skidt op fra din altan, og vask gerne gulvet. Rengør altanens sider i sæbe og vand og ryd gamle, visne planter af vejen. Når du har gjort din altan ren, er du nemlig klar til at starte på en frisk med indretningen.

Tænk i praktiske løsninger

Når altanen skal gøres vinterklar, er noget af det vigtigste praktiske løsninger. Ellers bliver det hurtigt besværligt og uoverskueligt at benytte det ekstra uderum i vinterhalvåret. Invester derfor i en opbevaringsbænk på din altan. I den kan du opbevare tæpper, puder og plaider, så de er lette og hurtige at finde frem. Bænken kan tilmed bruges som ekstra siddeplads.

Hvis du vil have det optimale ud af din altan året rundt, er det en god idé at anskaffe møbler og hynder, der kan tåle regn. På den måde behøver du ikke slæbe dem frem og tilbage. For det er netop noget af det, der sætter en stopper for glæden ved at bruge altanen på denne tid af året.

Varm dig på din altan

I din opbevaringsbænk kan du gemme varme, uldne tæpper, som du hurtigt kan finde frem. Men placer også en varmelampe på altanen, så du er sikker på, at du ikke bliver forkølet ved at nyde dit uderum.

En varmelampe er en populær løsning, som hjælper dig med at holde varmen, selv når det er bidende koldt udenfor. Terrasse- og altanvarmere kan fås i forskellige udgaver. Eksempelvis udsender de såkaldte infrarøde varmere infrarøde kortbølgestråler, som er kendetegnet ved ikke at varme luften op, men i stedet det de rammer – altså dig. Det er en behagelig måde at få varme på i koldt vejr – og faktisk minder strålerne meget om solens. Du kan således selv tænde og slukke for ”solens” stråler, når du vil.

Lys op i mørket

For at skabe en hyggelig atmosfære på din vinteraltan kræver det masser af lys. Og lyskæder er ikke kun forbeholdt julemåneden. Hæng en lyskæde med store, klare pærer omkring altangelænderet eller læg den ned i en stor glaskrukke med naturens sten. På den måde er du sikker på at glaskrukken får masser af vægt, så den ikke vælter, hvis blæsten rammer.

Det gælder om at indrette altanen med lyskilder forskellige steder. Det tilfører nemlig en varm, hyggelig stemning. Sæt derfor en lanterne med et LED-lys i op på opbevaringsbænken eller bordet.

Grøn og livlig hygge

Giv din altan et levende udtryk med grønt. Planter og krydderurter behøver ikke kun være forbeholdt sommerhalvåret. Dyrk nogle af de mere hårdføre krydderurter på din vinteraltan. Både timian, rosmarin og citronmelis kan overleve en dansk vinter. Dog kan længere tids hård frost godt tage livet af dem. Men som udgangspunkt kan du også om vinteren krydre din madlavning med intense smage fra hjemmedyrkede krydderurter.

Put dine planter i fine, rustikke krukker, der passer til årstiden. Sæt en stor, fyldig vindheks i en krukke for at holde dit altanlook strømlinet. Men hvis du gerne vil have lidt farve på din altan, selvom sommeren for længst er ovre, er stedmoderblomsten oplagt for at skabe lidt ekstra liv. Blomsten tåler frost, og du behøver derfor ikke bekymre dig om at få en altan med halvdøde planter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *