Hjemmelavet Lagkage eller Roulade

Nu er det for alvor blevet sommer. Vejret er lunt selv på de grå dage, og dagene med høj solskin bliver der flere og flere af. De danske bær har været i butikkerne i et stykke tid, men det er først nu at de bedste, sødeste og største af de dejlige sommerbær bliver modne.

Ud over at bærrene smager dejligt som de er, så er de også helt igennem fantastiske til f.eks. at bage med. Her finder du en opskrift, som både kan bruges til at lave den lækreste sommerroulade, fyldt med friske bær, men også til at lave den dejligste sommerlagkage. God fornøjelse!

Ingredienser til dejen (ca. 8 personer)

  • 4 Æg
  • 125 g. Sukker
  • ¼ tsk. Salt
  • 1 tsk. Vaniljesukker
  • 100 g. Hvedemel
  • 2 spsk. Kartoffelmel
  • 1 tsk. Bagepulver

Fremgangsmåde

  1. Pisk æg, sukker og salt til en tyk og luftig creme. (ca. 5 minutter med en elpisker)
  2. Når cremen er luftig piskes vaniljesukker i denne.
  3. Sigt herefter mel, kartoffelmel og bagepulver.
  4. Vend de tørre ingredienser forsigtigt i dejen.

Til Roulade

  1. Læg et stykke bagepapir på en bradepande.
  2. Fordel dejen på bagepapiret.
  3. Bag dejen 8-10 minutter, midt i ovnen ved 220oC alm. ovn (ca. 200oC varmluft).
  4. Mens dejen er i ovnen lægger du et stykke bagepapir klar på køkkenbordet og strør det med sukker.
  5. Når dejen er færdig, let gylden, tages den ud af ovnen og vendes med det samme på hovedet ned på bagepapiret med sukkeret. Det øverste stykke bagepapir skal du lade være på kagen.
  6. Læg straks et meget fugtigt (næsten vådt) viskestykke hen over og lad kagen køle ned.
  7. Når kagen er kølet ned fjernes viskestykket og det øverste stykke bagepapir.
  8. Nu kan du fylde rouladen med lige hvad du har lyst til, og herefter rulle rouladen ved hjælp at det nederste stykke bagepapir.
  9. Stil rouladen i køleskabet mindst en time før servering.

Til Lagkage

  1. Hæld dejen i en springform.
  2. Bag kagen i ca. 45 min. Midt i ovnen ved 180oC alm. ovn.
  3. Tag kagen ud og lad den afkøle.
  4. Når kagen er afkølet deles den i tre bunde.
  5. Nu kan du fylde lagkagen med lige hvad du har lyst til.

Tip: Her til sommer er det super lækkert at fylde og dekorere lagkage og roulade med en lækker flødecreme og friske sommerbær.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *